Ro, rytme & nærvær: skab et livsdueligt barndomsliv
Jeg har skrevet bøger om pædagogik og hverdagslivet i Rudolf Steiner-Børnehaven Nøkken i København hvor jeg var leder knapt 30 år
I 1982 dimitterede jeg som kulturgeograf og fulgte op med en uddannelse som Rudolf Steiner-pædagog i 1987. Samme år grundlagde jeg Steiner-børnehaven Nøkken i Nordvest i København, som blev den første af sin art i Steinerregi til at modtage børn fra 0 til 7 år.
Hjørnestenen i mit pædagogiske virke har altid været at forsvare barndommen under mottoet: Barndommen kommer aldrig tilbage. Filosofien bygger på at skabe en forståelse for, hvor vigtigt det er at varetage børns behov ud fra, hvor barnet er, frem for at møde det med udefrakommende krav. Et centralt element i steinerpædagogikken er, at den voksne fungerer som barnets rollemodel, og at barnet lever i den umiddelbare efterligning.
Nøkken har desuden været stærkt karakteriseret ved sit store fokus på udelivet. Det kommer til udtryk gennem daglige gåture i de nære omgivelser og leg i haven, hvor børnene møder og lærer om naturen, mens de voksne er optaget af meningsfulde nytiggørelsesmål.
Den Sixtinske Madonna af Raffael
Man kan se på Raffaels maleri “Den Sixtinske Madonna” som et ideal billede – det er for mig den ultimative opdrager. Se på måden hvorpå Madonna holder barnet og hendes tilstedeværelse i hele kroppen. Blikket skuer ud i verden, iagttagende, men uden at dømme. Med sin krop hyller hun barnet, men med en åben gestus. Barnet er vendt mod verden. Hendes arme bærer barnet, men holder det ikke tilbage hvis det har brug for tryghed, er hun der, men uden at kræve egne behov dækket. Barnet hviler i favnen, helt afslappet men vågent, og betragter verden ganske roligt uden følelsesmæssige bedømmelser. Barnet behøver ikke bekræftelse hos moderen, for hun er der i ro og alligevel i bevægelse.
Jeg oplever så stærkt, at det er, hvad barnet har brug for. Tid og ro til at iagttage verden og derefter efterligne den i legen, som er barnets måde at indånde livet på – at gøre det til sit eget for derefter at vende det ud i omgivelserne i sit sociale udtryk.
Når opdrageren er tilstede autentisk og nærværende og holder sine egne følelsesmæssige bedømmelser tilbage, giver det barnet mulighed for at lære sig selv at kende. Den voksne skal i sin handlen og tale være efterlignelig værdig, derigennem lærer barnet moral, taknemmelighed og ærlighed at kende – ud fra handlen og ikke gennem forklaring. Jeg oplever især med de mindste børn, at de ofte, når de har foretaget sig noget, kigger på den voksne og med blikket aflæser reaktionen. Hvis den voksne er i stand til at have et “madonnablik” – jeg ser dig uden at bedømme dig må barnet søge i sig selv efter en rettesnor. Denne rettesnor udvikles gennem efterligning af den voksnes handlinger i hverdagen.
Børn virker ofte meget grusomme mod hinanden. De udfører handlingen helt blottet for følelse og moral – iagttager handlingen, effekten, og går så videre. Rudolf Steiner siger, at børn er født amoralske og gennem opdragelsen lærer at blive moralske væsner. I det omgivende samfund er der en attitude, der siger: “Gør hvad jeg siger og ikke hvad jeg gør”!.
Da barnet i den grad er et handlende væsen og efterligner alt – bevægelse, holdning, talemåde, indre holdning og sågar sjælstilstande – vil det afspejle sine omgivelser, både umiddelbart men også på lang sigt i sin livsholdning.
Derfor ligger der et stolt ansvar på de mennesker, der omgiver barnet, at de er ægte og bevidste og forholder sig med kærlighed til deres omgivelser.