Information (Sektion 1, s. 14-15) — 20. februar 2014
Lad børnene være i fred
Af Maria Reumert Gjerding og Helle Heckmann
Børn har ret til en barndom, råber kritikerne af vuggestuernes testregimer. Ingen kan være uenige i det, men det er ikke det vigtigste argument mod testene. Det er derimod, at de forstyrrer den læring, som testfortalerne længes sådan efter.
Da Alexander var to år gammel, kunne han lave en perleplade med de mindste perler. Hans finmotorik var eminent, hans tålmodighed stor, og hans koncentration imponerende. Han rystede aldrig på hånden. Til gengæld var han næsten tre år, før han talte i lange sætninger. Alexanders lillebror, Kristian, er derimod en tumling, der altid har blå mærker et eller andet sted. Han vælter ting, falder ned fra ting og mister tålmodigheden med perlepladen, før de to første perler er sat. Til gengæld kunne Kristian tale, da han var halvandet år gammel.
Begge er sunde og velfungerende børn. De er bare forskellige. De udvikler sig på hver sin måde og har lært sprog, motorik og koncentration på forskellige tidspunkter. Og det er ikke kun Alexander og Kristian, der er forskellige. Alle børn lærer på hver deres måde i eget tempo.
Derfor er det forfejlet at indføre standardiserede test allerede i daginstitutionerne: Vi kan simpelthen ikke putte små børn i kasser og måle dem efter skabeloner på samme måde, som vi måler skolebørns og voksnes færdigheder. Ikke alene får vi intet brugbart ud af sådanne test, vi risikerer også at skade børnenes udvikling ved at miste blikket for deres vigtigste behov.
De første syv år er afgørende
Snakken om test og læringsmål i daginstitutionerne bygger på manglende forståelse for, hvad læring er for et lille barn. I de første syv år af et barns liv gennemgår det en kolossal udvikling både fysisk, mentalt og socialt.
Det er ikke kun håndgribelige ting som tale og motorik, der modnes. Det er også i disse år, selvtillid, selvværd, indlevelsesevne og fornemmelser for egne og andres grænser bliver grundlagt – altså selve fundamentet for det voksne menneskes velbefindende. Den slags talenter kan man ikke terpe sig til eller krydse af på en blanket.
Dem tilegner et barn sig ved at iagttage og efterligne sin omverden, ved at være en værdsat deltager i hverdagslivets aktiviteter og ved at få tid og ro til at opbygge sin krop og gradvist opleve, hvordan nye færdigheder mestres. Stille og roligt begynder barnet at begribe de normer og spilleregler, som vores samfund bygger på. De ligger ikke i generne; de skal opleves og indøves i praksis.
Gradvist bliver barnets leg til mere avancerede rollelege, hvor fantasi, kreativitet og nysgerrighed modnes. Det allervigtigste er, at barnet har voksne omkring sig, der udfører efterlignelsesværdige, meningsfulde ting, der har noget med dagligdagen at gøre, og at børnene indgår i trygge fællesskaber. De skal føle, at de bliver påskønnet og har meningsfulde roller at udfylde både i daginstitutionen, og f.eks. når familien laver aftensmad derhjemme.
Er rammerne rigtige, vil børnene lege sig til nysgerrighed og kreativitet, der er forudsætningerne for at lære senere i livet. Er de for snævre eller forkerte, risikerer vi at kvæle barnets glæde ved at lære.
Test skader mere end de gavner
Gode rammer er en genkendelig, rytmisk hverdag, barnet kan forudse og finde tryghed i med voksne, som barnet kender godt. Men gode rammer forudsætter også, at det lille barn får lov til at udvikle sig i sit eget tempo og på sin egen måde.
Den frihed lægger standardiserede test ikke op til. For her er midlet voksenstyret leg og fokus på faste læringsmål, der ikke passer lige godt til alle børn. De børn, der ikke lever op til læringsmålet, vil opleve nederlag, selv om en test ikke siger noget som helst om, hvordan et barn generelt klarer sig.
I bedste fald bliver testens øjebliksbillede således intetsigende og meningsløst. I værste fald skader testen barnets selvtillid, fordi barnet oplever nederlag. Vi kan ikke både vurdere børn efter firkantede parametre og samtidig give dem anerkendelse for det, de kan.
Vi kan ikke både styre deres udvikling efter fast formel og give dem opbakning til at mærke sig selv og vove nye ting i tillid til, at det er godt nok. Test er udtryk for, at man hiver elementer fra en voksenverden ned over børn. Test bidrager ikke til udvikling af selvtillid, moral og empati, der hverken kan måles eller terpes.

Smid test og læreplaner væk
Det bedste, vi kan gøre for deres fremtid, er at smide test og læreplaner langt væk og indføje en advarsel i historiebøgerne mod at lade konkurrencestatsmentaliteten kolonisere barndommen og vores relationer til vores små børn.
Det bliver nemlig på bekostning af deres højeste ønske: Tid og plads! Mere tid med mor og far, mere tid og plads til at lege, klatre i træer og udfolde sig blandt andre børn. Hvis de blot får det, så skal børnene i langt de fleste tilfælde nok selv sørge for at udvikle sig.
Og bemærk, vi siger ikke, at vi skal værne om barndommen, fordi vi med den testglade professor Niels Egelund er “gammelromatikere”. Der er ikke tvivl om, at børn skal have lov at være børn, men det er misvisende, at debatten om test er endt i et slagsmål mellem testtilhængere, der fremstår som de sande fortalere for, at børn skal lære, og barndomsfortalerne, der argumenterer for, at barndommen har værdi i sig selv. Sidstnævnte er kommet til at fremstå, som om de mener, at børnene endelig ikke skal lære, men bare have lov til at tulle rundt og lege med sand.
Den modstilling låser debatten. For vores pointe er netop, at det gavner børnenes læring mest, at vi voksne afstår fra at blande os med test og skemaer. Vi er med andre ord enige i Egelund & Co.’s mål – blot ikke i deres midler.
Frihed, plads og tid
Vi skal ikke blande os i vores børns udvikling – men vi skal blande os med vores børn. Det er bare svært, når de tilbringer over halvdelen af deres vågne timer i daginstitutioner hver eneste dag.

Hvis vi vil det bedste for dem, så må vi indse, at vi ikke kommer nogen vegne ved at opstille læringsmål med den ene hånd og skære i normeringer til daginstitutionerne med den anden. Det betyder jo bare, at de i forvejen alt for få pædagoger må ofre samvær til fordel for skrivebordsarbejde. De kan ikke agere rollemodeller for børnene og får for travlt til at opdage det, hvis et barn har reelle udviklingsproblemer.
I stedet skal vi som samfund sørge for, at når børnene er i daginstitution, kan kompetente voksne træde til i stedet for forældrene. Det vil lykkes bedst i integrerede vuggestuer og børnehaver, hvor barnet går længe nok til at lære pædagogerne ordentligt at kende. Og det vil kun lykkes, hvis der er pædagoger og dermed tid nok.
Men vi er også nødt til at tage fat dér, hvor det gør mest ondt og forstå, at vi som familier må prioritere vores børn i stedet for at overlade dem til professionelle i de fleste af deres vågne timer. Også selv om det går ud over vores egen voksenfrihed og karriereplaner.
Hvis vi gør det, så skal børnene til gengæld nok klare resten. For de er klogere end som så og ved selv, hvornår og hvordan de er parate til at tage næste udviklingstrin. Nogle tager dem eftertænksomt og ét ad gangen, mens andre buldrer uelegant og energisk ud i livet. Den slags forskelle skal vi ikke lade os alarmere af, for barndommen er en helhed, og langt de fleste børn når frem til målet i sidste ende.
Vi skal bare være der – sammen med børnene, men på et skridts afstand, så de får en tryg og fri læreplads til at vokse op og modnes helt i sig selv.